Skal du på date i Aarhus, og er det godt vejr, er der mange muligheder for både at nyde solen og have det sjovt sammen.
Her får du fem forslag til lækre sommerdates i Aarhus.
Tangkrogen
Skal daten være en snakke-gåtur, er Tangkrogen et godt bud på et sted, hvor I både kan sætte jer og kigge på mennesker, men også få lidt motion og nyde udsigten ud over Aarhus Bugt.
Når I er færdige med at forbrænde kalorier på gåturen, kan I tage en is, et måltid eller et glas vin på Marselisborg Havn, hvor det også er hyggeligt at kigge på alle bådene.
Friheden
Tivoli Friheden kan selvfølgelig nydes i al slags vejr, men det er bare hyggeligere at tage en sejltur i bådene eller et frit fald fra Sky Tower en lun sommeraften.
Det er tilladt at medbringe sin egen mad og op til to genstande pr. person, så pak lidt mad og en flaske vin, og nyd den siddende sammen på et tæppe.
Strandtur
Er det varmt nok til at bade, er en strandtur den oplagte mulighed for at have det sjovt – og selvfølgelig se hinanden i badedragt. Tag evt. en tur til Den Permanente.
Minigolf
Vil I gerne lave noget andet end at gå, bade eller prøve forlystelser i Friheden, kan I konkurrere lidt og finde ud af, hvem der er bedst til minigolf.
På toppen af Bruun’s Galleri er der udendørs minigolfbane, hvor I kan hyggesnakke, mens I går de 18 huller.
ARoS
Uanset, om I er til kunstudstillinger eller ej, er kunstmuseet Aarhus et godt bud på en hyggelig date i godt vejr.
Den efterhånden berømte regnbue på taget giver jer et anderledes og farverigt kig ud over Aarhus, og tagterassen i midten giver god mulighed for, at I kan sidde og snakke, eller I kan tage en bid mad i restauranten med kig ud over Aarhus.
Date-guiden til dates i Aarhus er skrevet af Pia Damsgaard Bach fra singleguiden SingleSpot.dk, hvor du finder masser af events og artikler for singler.