Posted by & filed under Dating og dateidéer, Livsstil.

De fleste der har været i et længere forhold, kender det med at den romantiske kærlighed aftager med årene, og der er længere og længere imellem at man mærker sommerfuglene i maven og den romantiske gnist, som tændte forholdet. Man kan godt savne spændingen fra de første dates, og følelsen af at gå ind i noget helt nyt med åbne arme. Det er bare ikke helt det samme når man sidder til de tilbagevendende parmiddage, som det var første gang man tog ud og spiste sammen. Men måske er der en måde at få sommerfuglene tilbage i maven – ved simpelthen at lave noget nyt sammen – som et par.

Når man er etableret i et forhold, savner man ofte den spænding, der kunne ligge i at date og møde nye mennesker. Man husker den gang hver date bød på en ny oplevelse og en ny mulighed for at lære mere om et andet menneske, og måske også sig selv. Selvom man på et tidspunkt valgte det fra, fordi man fandt den (forhåbentligt) perfekte partner, kan man godt prøve at bringe noget af den spænding tilbage igen. Og nej, det behøver ikke involvere swingerklubber eller andre alternative seksuelle udskejelser. Hvad nu hvis man glemte idéen om daten som det akavede møde mellem to nervøse singler, og så det lidt bredere som det at lave noget spændende og nyt, der udvider ens horisont sammen med en person man holder af? Så kunne man forestille sig en hel række spændende ting man kunne lave med sin kæreste – og om man vil kalde det en date eller bare en spændende aften, er jo op til en selv.

Idéen er simpelthen at tilføje noget energi og nytænkning ind i forholdet, ved at prøve noget nyt sammen. Det kan være alt fra en weekendtur til Paris, et aftenskolekursus i en fælles interesse, et faldskærmshop eller en tur i Tivoli med turpas. Målet er at finde noget som begge parter synes er spændende og udfordrende, men stadig kan lade sig gøre.

Der er et teoretisk grundlag for at prøve nye ting sammen for at holde forholdet blomstrende. Nye oplevelser aktiverer et belønningssystem i hjernen, som udløser er række stoffer – deriblandt dopamin, der giver os en dejlig lykkefølelse. Dopamin er forbundet med belønning og tilfredsstillelse, men også med forelskelse og romantisk kærlighed i de tidlige stadier af et forhold. Med andre ord kan det at lave noget spændende med din partner, give dig den samme romantiske følelse som I havde på jeres første dates.

I New York har Arthur Aron, professor I psykologi på State University New York, lavet forsøg med at sende par på dates, og måle deres tilfredshed med forholdet. Igennem flere forsøg, har han givet forskellige opgaver af varierende spænding og udfordring til par igennem længere tid, og derefter spurgt dem hvor tilfredse de var med deres forhold. Resultatet var entydigt, at de par som fik fælles opgaver der introducerede noget nyt og tilpas udfordrende, havde højere tilfredshed med forholdet. Han understreger at det at ændre i ens vaner og lave nye ting nok ikke kan redde et ægteskab i krise, men ofte kan det tænde gamle gløder og bringe nyt liv ind i forhold, som begynder at blive lidt kedelige.

Man behøver ikke at omlægge hele sit forhold eller fritidsliv for at tilføje noget spændende i forholdet. Bare det at se en ny bydel, tage på en picnic i en park man aldrig har været i før eller skiftes til at vælge en ny sjov date-idé kan være en god start. En månedlig date kan være en start, og hvis man er dedikeret, kan man sætte en dag af om ugen til at lave noget nyt og sjovt sammen.

Hvis du kan lide dette indlæg, så like det på Facebook eller Google+ til venstre.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.