Posted by & filed under Dating og dateidéer.

Vi har før skrevet om utraditionelle dates, kreative dates og forårsdates, og nu har vi 6 nye forslag til hvordan du kan skabe en perfekt anderledes date. Nu er der ingen undskyldning for den kedelige standard-café – din næste date bliver anderledes og sjov.

Tag i IKEA

En shoppingtur i IKEA kan være en skelsættende prøve for det nye par, som skal købe møbler ind sammen for første gang, så hvad med at starte med at tage i IKEA på en af de første dates i stedet? Der skal selvfølgelig lige være nogle ting som du mangler, da du lige så godt kan kombinere din date med et par praktiske indkøb. Det er tilladt at være lidt barnlig, og fjolle rundt i udstillingslokalerne. Prøv nogle senge og sæt jer til rette i sofaerne. Slut daten af med et billigt besøg i cafeteriet med svenske kødboller og en softice. En anderledes date i IKEA starter med en frisk cykeltur eller en hurtig bustur til din nærmeste IKEA.

Tegn hinanden

Der er flere variationer af denne date, men kort sagt går den ud på at I kan tegne hinanden. Hvis du ved at din date er en kreativ type, kan du tage papir og blyant med i tasken og komme med forslaget, når I alligevel sidder overfor hinanden og kigger hinanden dybt i øjnene. Resultatet bliver ofte mere sjovt end smukt, men det skaber i hvert fald en reaktion – og det bliver en anderledes date! Hvis de kreative evner ikke rækker, kan I nøjes med at tegne en fold-ud mand.

Gå ud i skoven

En gåtur behøver ikke være kedelig, det handler bare om at komme et spændende sted hen, og gøre det interessant. En tur i skoven kan være anledning til en anderledes date, da skoven byder på mange muligheder for at imponere din date. I kan fx samle svampe og spiselige planter, og gå hjem og lave mad af det bagefter. Nogle af de spiselige ting I kan være heldige at finde i skoven er brændenæller, kastanjer, skvalderkål, mælkebøtter, hyldeblomster og fyrrenåle. Velbekomme.

Vær turister i egen by

Har du altid tænkt på at få set bymuseet, tage på byrundvisning eller opdage et nyt område i dit by, så gør det sammen med din date. Gør noget anderledes og spændende ud af det, og tænk på hvordan du kan opdage din by på ny. Din date vil sikkert synes at det er spændende at gøre noget lidt anderledes, og du vil selv få en oplevelse ud af det – også hvis din date viser sig at være mindre spændende end du havde drømt om.

Spis tapas

Hvis din date skal involvere mad og restaurantbesøg, så overvej en tapasrestaurant. Det er mere uformelt, der er noget I begge vil kunne lide, og man behøver ikke sidde og vente på 5 serveringer, hvis man allerede er mæt efter de første 2. Tapas er en mere kreativ form for mad end de faste menuer, og de forskellige retter vil give noget at snakke om. Det kan ofte med fordel kombineres med rødvin, og så kan den anderledes date jo nemt udvikle sig derfra.

Tag i byen

En god bytur behøver ikke at bestå af en drenge- eller tøseaften, men kan også bare være dig og din date, der beslutter jer for at gå ud og finde nogle drinks eller øl. Hvis I vil gøre det endnu mere sjovt, kan I tage på pubcrawl, men det kommer selvfølgelig an på hvor mange genstande der skal drikkes. En bytur er en anderledes og sjov date, og så kan den kan fortsætte langt ud i natten.

Hvis du kan lide dette indlæg, så like det på Facebook eller Google+ til venstre.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.